En julehistorie om Slankenissen

En julehistorie om Slankenissen

Kender du Slankenissen? Ikke? Så lad mig fortælle dig om den. Slankenissen har boet på loftet hos rigtig mange danskere. Den flytter ind på dit mentale loft, hvor den kan bo i årevis, uden du helt opdager det. Den driller og hvisker i øret på den, som den bor hos. 

Slankenissen er ikke altid nem at opdage. Faktisk kræver det ofte, en specialiseret rådgiver, som hjælper dig af med slankenissen. Nissen er nemlig et snedigt væsen, der lever og vokser af damebladenes evindelige kure eller løfter om nemt vægttab med piller og pulver. Den er også vild med, når man forsimpler tingene og deler op i sort/hvide kategorier.

Den synes især også godt om, hvis du også skælder dig selv ud og taler dårligt om dig selv. Men Nissen er også vild med, når andre lover dig, at du ”bare” skal undgå stivelse, fedt eller aldrig skal spise sukker, for så vil du blive evigt slank. Så danser den på din skulder, og glæder sig til du falder i fælden. Ja, den er faktisk ret led. Når du så falder i, så hvisker den til dig, at du ingen rygrad har. Du begynder så småt at tro den, for den har hvisket så mange år.

Puuh…det er faktisk ikke en specielt god julefortælling. Men forestil dig, at der dufter af brunkager og gran, bare for at få lidt julestemning ind i historien.

Slankenissen flytter ind på alle tider af året, men rigtig mange kender til dens konstante mumlen efter jul og nytår. På det tidspunkt af året kan den faktisk blive ekstra led. Den ævler og ævler. Den minder dig om, at nu burde du tage dig sammen og gå i fitness igen. Også selvom du egentlig har været passivt medlem de sidste 24 måneder, og egentlig ved med dig selv, at det holder aldrig. Men slankenisser ævler lystigt videre, og pludselig står du nede i fitnesscenteret og tænker kun på, hvornår det er overstået. Bodypump timen varer en evighed, og du kan ikke gå 3 dage efter. Men som nissen mange gange har sagt til dig, så skal det gøre ondt, for det virker. Slankenissen har sagt det så mange gange, at det må der så være noget om, tænker du.

Du har efter jul dårlig samvittighed, føler dig usund og synes at tøjet strammer lidt for meget. Du planlægger derfor en slankekur, så du kan komme af med de overflødige kilo. Du forestiller dig allerede, hvilket tøj du vil have på, når du har tabt dig. Du glæder dig til at komme i gang om motivationen bobler inden i dig. Denne gang er du sikker på, at det bliver anderledes end tidligere slankekure. Du køber ind, laver madpakker og bruger meget mere tid i køkkenet end du plejer. Du måler af og tæller kalorier i en app.

Det hele kører…i 5 dage. Pludselig står weekenden for døren. Du er inviteret til fødselsdag. Du glæder dig og føler samtidig panik. For hvad gør du? Skal du tage maden med? Hvad gør du når du ikke kan veje maden? Ååååh nej der er også vin og drinks. Du bliver enig med dig selv om, at i morgen gør det ikke noget at du slår dig løs. Det er jo bare en dag, overbeviser du dig selv om. Søndag er du tilbage på hesten. Nissen nikker og hopper, og synes det er godt, at du bare slipper tøjlerne. For Nissen ved, at så har du snart rigtig dårlig samvittighed. 

Søndag vågner op temmelig sent, håret er uglet, munden tør efter (for mange) drinks. Du gik i seng med ondt i maven, fordi den var helt fyldt med drinks, og du var også kommet til at spise alt for meget i buffeten. I dag havde du jo fri, blev du ved at sige til dig selv. En dag gjorde ikke nogen forskel, tænkte du, mens du tog dit 3. stykke af kagen. Stykke nr. 2 smagte ikke specielt godt, og nr. 3 spiste du bare fordi…det var der jo. Det skulle ikke smides ud. Det er jo madspild, tænker du og Nissen helt forarget. 

Med tømmermænd overvejer du, hvad der er i køleskabet. Du gider ikke rigtig lave så meget morgenmad. Måske kunne du også bare vente med at starte op igen mandag. Ja, god ide, tænker både du og Nissen. Der er du helt sikkert meget mere motiveret. Nu har du jo lige brug for at have fri. Mandag starter du 100% op igen.

Mandagen møder dig mørk, kold og uoverskuelig. Du har ikke fået lavet madpakker, der er rundstykker på jobbet, så du tænker, at dem tager du lige i dag istedet for madpakke. Du kommer sent hjem, er træt, har ikke fået lavet en madplan og ungerne er sultne. Du laver en aftale med dig selv om, at det med slankekur må vente, for du har bare ikke overskud denne måned. Nissen danser, for den har fået dig til at opgive.

Måneder går, og en dag vågner du og har fået nok. Du er træt af kiloene, du er træt af et mærkeligt forhold til mad, du er træt af slankekure og af at føle nederlag. Du bestemmer dig for, at du vil gøre det anderledes denne gang. Det skal ikke være med en kur. Slankenissen vågner op, den føler sig pludselig truet. Den hvisker til dig, hvorfor du mon skulle få succes denne gang? Du ignorer den og bestemmer dig for at få professionel nisse-udrydnings-hjælp.

Nissen vågner for alvor op, da du begynder at udfordre den. Den argumenterer på livet løs. Den folder sig virkelig ud og fortæller dig, at selvfølgelig kan du ikke tabe dig, hvis du spiser brød. Du mærker et stik af usikkerhed, men bestemmer dig for, at du ikke vil høre på den.

Månederne går, nissen rumsterer imellem rådgivningerne, men er generelt blevet mere stille. Du begynder at tænke, om den måske er flyttet på et andet loft. Du har mere ro under dine måltider, og kan faktisk få fred til at spise, uden at den hvisker, at du burde have dårlig samvittighed. Du taber dig langsomt og stabilt og har opdaget, at nissen altid prøvede at få dig til at skynde dig. Det skulle altid gå stærkere. 1 kilo om ugen hviskede den, alt andet er for lidt, sagde den.

Efter en længere periode stikken nissen hovedet frem. Den prøver at hviske til dig, at du ikke burde spise din yndlingskage, for så bliver du bare tyk igen, og man ikke kan spise kage, hvis man vil tabe sig. Du smiler, og ved at Nissen kun prøver at trigge dig.

Du ignorer Nissen, spiser videre og ved at kage også kan være en del af en sund livsstil. Du levner noget kage og indser pludselig, at der er helt stille. Ingen der hvisker, ingen der siger, at det er madspild, og at du burde presse det sidste ned. Stille.

Like this article?

Del på facebook
Share on Facebook
Del på twitter
Share on Twitter
Del på linkedin
Share on Linkdin
Del på pinterest
Share on Pinterest

Leave a comment